Dansk Caters komplette historie
Grundlaget for Dansk Cater koncernen blev skabt helt tilbage i 1958. Men Dansk Caters nuværende struktur blev etableret i 1986. Det skete ved, at to selvstændige grupperinger af catering-selskaber blev underlagt det samme holdingselskab, Jysk Cater Holding A/S.
De to grupperinger var bygget op omkring Cater Frost A/S i Aalborg og Børge Porup Fedevarer A/S i Randers. Personerne bag de to selskaber blev i 1986 enige om sammen at erhverve den jysk-fynske del af det dengang Carlsberg-ejede RWS Catering A/S. Den sjællandske del af RWS Catering A/S blev købt af HM Catering A/S, Roskilde, og af Erik Hjort Catering A/S, Slagelse.
Børge Porup Fedevarer A/S blev stiftet i 1964 af grosserer Børge Porup. Selskabet distribuerede fødevarer fortrinsvis til fastfood-markedet i det meste af Jylland.
RWS Catering A/S er en forkortelse af Robert W. Sørensen A/S. Robert W. Sørensen skabte grundlaget for denne virksomhed i en fortsættelse af firmaet Færdigfrys, Skalborg ved Aalborg. Etableringen af Færdigfrys skete i 1958.
I november 1978 blev tre tidligere medarbejdere i RWS Catering A/S enige om at starte deres egen catering virksomhed i Skalborg under navnet Cater Frost A/S.
I 1981 solgte familien Sørensen deres aktier i Robert W. Sørensen A/S til det af Carlsberg A/S ejede Cold Stores A/S, som kort efter også købte Emborg A/S og Dansk Fryseøkonomi A/S.
Cold Stores drev RWS Catering A/S, som selskabet blev omdøbt til, frem til midten af 1986, da det blev en del af det nyetablerede Jysk Cater Holding. I forbindelse med den handel blev RWS Frederikshavn A/S til Cater Frost Frederikshavn A/S.
AB Catering A/S blev etableret i 1984, da 13 medarbejdere brød ud af RWS Catering A/S. AB Catering bestod på det tidspunkt af AB Catering Aalborg A/S, AB Catering Egå A/S og AB Catering Holstebro A/S.
I slutningen af 1984 blev Cater Frost A/S udvidet med Sønderjysk Cater Frost A/S, Rødekro og omtrent samtidig stiftedes Midtjysk Cater Frost A/S, Vejen.
Selskaberne blev sammen med initiativtagernes selskaber Cater Frost Aalborg A/S og Børge Porup Fedevarer A/S i Randers lagt ind under Jysk Cater Holding A/S.
I 1988 købte Jysk Cater Holding selskabet Cater Vue A/S i Løsning ved Horsens. Dette selskab distribuerede - i modsætning til de øvrige selskaber i koncernen - varer i hele Jylland og baseret på et bredere sortiment.
Jysk Cater Holdings hovedkontor lå de første år efter etableringen i 1986 i Skalborg i tilknytning til Cater Frost Aalborg, men i 1989 erhvervede man ejendommen på Vidalsvej i Svenstrup. Her havde RWS Catering A/S i en årrække hovedkontor.
Samme år blev man enige med MD Food om at overtage MD’s catering-distribution af ost i Jylland. Det skete ved, at Jysk Cater Holding etablerede selskabet Jysk Cater Ost A/S.
Personerne bag Jysk Cater Holding A/S støttede i 1987 etableringen af Catering Grossisten A/S, Odense. Det var i realiteten en forsættelse af det konkursramte Odense Hørkram A/S, som også havde været ejet af Carlsberg. Aktierne i Catering Grossisten blev købt af Jysk Cater Holding A/S i 1992. Med tilgangen af Catering Grossisten udvidede koncernen for første gang med kolonial og konserves til stor-køkkener.
I forbindelse med moderniseringen af de administrative rutiner i koncernen forsatte linjen med at køre de enkelte aktiviteter i selvstændige selskaber. I 1991 etablerede selskaberne eget edb-firma, Jysk Cater Data A/S (nu JCD A/S).
En milesten i selskabets historie var den aftale om overskudsdeling, som blev lavet i 1991.
OD-ordningen blev godkendt af Told & Skat, og der findes ikke mange tilsvarende ordninger i Danmark.
Ejer strukturen i Jysk Cater Holding A/S var fra starten sådan, at de oprindelige initiativtagere - Børge Porup, Leon Sørensen, Frank Bødker og Virgil Flou - ejede hele selskabet. Men i 1991 ønskede Virgil Flou at udtræde af selskabet. Virgil Flous aktier blev solgt til datterselskabernes direktører, som dermed kom ind i ejerkredsen af Jysk Cater Holding A/S.
I 1995 blev det besluttet at øge datterselskabsdirektørernes aktieandel i selskabet. Dette skete gennem etablering af Jysk Cater ApS.
I foråret 1996 fik koncernen henvendelse fra Beauvais A/S, som ønskede at sælge datterselskabet Beauvais Catering A/S. Det var på det tidspunkt Danmarks næststørste cateringfirma – det største var Jysk Cater. Beauvais A/S havde været ejet af Volvo-koncernen, men et års tid tidligere var fødevaredelen i Volvo-koncernen afhændet til det norske Orkla.
Jysk Cater købte aktierne i Beauvais Catering A/S i marts 1996. Selskabet havde afdelinger i Odense, Kolding, Århus, Herning, Aalborg og Tåstrup. I forbindelse med overtagelsen opdelte man straks de enkelte afdelinger i selvstændige selskaber.
Beauvais Catering var landsdækkende og samtidig totalleverandør til storkøkkener.
Et gammelt samarbejde med nogle sjællandske kolleger om leverancer til landsdækkende kunder blev - som led i et generationsskifte - i 1996 udvidet med købet af selskabet HM Catering A/S, Roskilde, og i1997 kom på lignende måde selskabet Robert Andersen & Søn Catering A/S i Karleby på Falster ind i koncernen.
Koncernens første sammenlægning af selskaber skete pr. 1. oktober 1997, hvor Beauvais Catering Århus A/S og Cater Vue A/S blev lagt sammen med Beauvais Catering Århus A/S som det fortsættende selskab. Selskabet er senere flyttet til nye lokaler i Skanderborg og hedder i dag BC Catering Skanderborg A/S.
I 1997 indledte Jysk Cater A/S et praktisk samarbejde med Erik Hjort Catering A/S, som havde afdelinger på Sjælland og Øerne. Samme år blev Erik Hjort Catering A/S's aktiviteter i Odense lagt sammen med Catering Grossisten A/S.
I begyndelsen af 1999 indgik Erik Hjort Catering A/S i Slagelse i Jysk Cater koncernen. Dette medførte samtidig, at P.J. Catering A/S i Nyborg, som var et datterselskab af Erik Hjort Catering A/S, blev en del af koncernen.
I 2000 afhændede Jysk Cater A/S datterselskabet JCH A/S til selskabet AHJ nr. 101 A/S. JCH A/S skiftede pr. 1. oktober 2000 navn til Dansk Cater A/S.
Den 1. oktober 2000 gennemførte koncernen den anden fusion af selskaber, nemlig mellem BC Catering Kolding A/S og Midtjysk Cater Frost A/S, Vejen. BC Catering Kolding A/S er det fortsættende selskab, dog således at Midtjysk Cater Frost A/S stadig anvendes.
Emils Catering A/S i Kolding blev en del af koncernen 1. april 2001 efter et generationsskifte. Emils Catering A/S var en kollega-virksomhed, som solgte et sortiment magen til koncernens i det syd- og sønderjyske område. Aktiviteterne blev købt gennem datterselskabet BC Catering Kolding A/S. Navnet Emils Catering A/S optræder stadig som binavn.
2001 blev året, hvor de fleste sammenlægninger blev gennemført. Den 1. oktober 2001 blev BC Catering Tåstrup A/S og HM Catering A/S i Roskilde fusioneret med sidstnævnte selskab, som det fortsættende. HM Catering A/S var umiddelbart forinden flyttet til nye lokaler i Roskilde. Sammenlægningen medførte en udvidelse af lokalerne, og man valgte at bruge navnet BC Catering Roskilde A/S. Men HM Catering-navnet bruges dog også fortsat.
Samtlige aktiviteter på Fyn blev 1. oktober 2001 samlet sådan, at PJ Catering A/S i Nyborg og BC Catering Odense A/S blev fusioneret med Catering Grossisten A/S med det nye navn BC Catering Grossisten A/S. Sammenlægningerne blev kun mulige efter en betydelig udvidelse af Catering Grossistens faciliteter.
1. maj 2002 købte koncernen virksomheden FJ Food Service A/S i Randers. Selskabet opererede i det meste af Jylland med et fuldt sortiment af fortrinsvis catering varer. 1. oktober samme år blev selskabet fusioneret med BP Catering A/S under navnet BP Food Service A/S.
2002 blev også året, hvor koncernen for første gang solgte aktier i et datterselskab, idet man afhændede knap 75 % af aktierne i JCD A/S. Dette selskab varetager fortsat vedligeholdelse og implementering af koncernens IT.
I 2004 blev Dansk Cater repræsenteret i København, da koncernen købte mælkegrossisten Mejericentralen.
Dansk Cater blev international i 2004, idet koncernen overtog aktiemajoriteten i det polske selskab Dania Fastfood gennem det nyregistrerede polske selskab Pol Cater Holding. Selskabet blev købt af en af koncernens leverandører med en intention om at teste, om erfaringerne fra Danmark kunne bære uden for landets grænser.
Samme år skete også en større sammenslutning af selskaber i Nordjylland. 1. oktober blev Cater Frost Frederikshavn, Cater Frost Aalborg samt AB Catering Aalborg fusioneret og flyttede pr. samme dato ind i den nybyggede kontor- og lagerejendom på Kystvejen i Nørresundby. I samme fusion indgik også det nytilkøbte Nordjysk Mælkeforsyning, som bidrog med kompetence på mejeriprodukter.
I december 2006 indgik ejerne af Dansk Cater A/S et samarbejde med den svenske kapitalfond Altor. Der blev stiftet et nyt holdingselskab, Euro Cater A/S. Altor Fund II havde 50 procent af aktierne i dette selskab - andre 50 procent havde ledende medarbejdere i koncernen.
2007 blev året hvor Kødgros Vest i Herrup i Vestjylland blev en del af Dansk Cater-koncernen. Kødgros har en stor egenproduktion af diverse kødprodukter inkl. sous-vide.
Sydvestjylland kom på Dansk Caters landkort i 2008, da både Esbjerg Catering og Jogros i Ribe blev købt. I oktober 2008 blev de to selskaber fusioneret med Jogros som det fortsættende, og det nye selskab flyttede ind i en ny lager- og kontorbygning på Ole Rømers Vej i Ribe.
Grøntgrossisten Leif Jacobsens Eftf. i Vordingborg kom ind i Dansk Cater i 2009 gennem datter-selskabet BC Catering Nykøbing. Grøntgrossisten er fortsat i Vordingborg men har i oktober 2009 ændret navn til Cater Grønt.
Jogros Ribe og AB Rødekro fusionerede pr. 1. februar 2011. Fusionen blev gennemført, da huset i Rødekro ikke længere er tidssvarende og det nye hus i Ribe, fra 2008, kan huse begge afdelinger. Navnet på den fortsættende afdeling er AB Ribe.
1. marts 2011 blev dagen hvor Dansk Cater solgte datterselskabet Pol Cater Holding. Pol Cater distribuerer fødevarer i Polen og fortsætter denne aktivitet, men i fremtiden under ejerskab af den børsnoterede polske koncern Euro Cash.
4. august 2011 blev sammenlægningen af fødevaregrossisterne, inco Danmark og Dansk Cater en realitet. inco Danmark havde ca. 500 medarbejdere og omfattede to ”Cash & Carry” butikker i hhv. København og Århus, samt to distributionsterminaler i hhv. Brøndby og Århus. inco Danmark var et andelsselskab med ca. 3.500 andelshavere og stiftet i 1922.
28. juni 2013 indgik ICG og ledende medarbejdere i Euro Cater et nyt partnerskab. ICG har herefter 35 % af aktierne og ledende medarbejdere 65 %.
Altor Fund II og inco amba har samtidig solgt alle deres aktier i Euro Cater.